Mit bud på den bedste opskrift på boller i karry! En nem og lækker version af boller i karry, hvor karrysaucen består af blendede grøntsager. Et kæmpe hit hos både børn og voksne! Her i en low FODMAP og glutenfri version, og med tip til mælkefri udgave.

 

Boller i karry opskrift – med masser af grøntsager

Jeg har mødt mange, hvis livret som barn (og voksen!) var boller i karry. Boller i karry er jo også en skøn og klassisk dansk ret. Det pudsige er, at jeg husker ikke nogensinde at have smagt boller i karry i min barndom. Det var bare ikke lige en ret, vi gjorde os i hjemme hos os!

Derfor var jeg ret langt oppe i voksenalderen, før jeg for første gang smagte boller i karry! Det var min mand, som havde fået det gennem hele hans barndom, der synes det måtte være på tide, at diætisten i huset lavede sin egen version af boller i karry.

Jeg tror ikke, at han havde regnet med, jeg ville begynde at putte så mange grøntsager i hans barndomsminde om en cremet, fed karrysauce. Med ingen eller meget få grøntsager serveret til.

MEN selvom en klassisk version af boller i karry smager skønt, så synes jeg det var min pligt at udvikle en lidt sundere udgave! Og i en low FODMAP udgave naturligvis.

Jeg har lavet retten mange gange på forskellige måder og med forskellige grøntsager, men nu synes jeg, at jeg har fundet den helt rigtige sammensætning!

Saucen smager mildt, sødt og stadig dejligt af karry. Og når min mand har godkendt den, så er jeg sikker på, at mange andre mænd og børn derude, også vil kunne lide den!

 

 

 

Low FODMAP og glutenfri opskrift på boller i karry

Mange opskrifter på boller i karry indeholder æbler og løg. De giver sødme og smag til saucen, og går perfekt sammen med karry! Løg er jo som udgangspunkt udelukket på low FODMAP diæten, mens æble faktisk er testet low FODMAP i små mængder.

I min low FODMAP version af boller i karry, har jeg erstattet løg med den grønne del af forårsløg. Og så er der tilsat en lille smule æble, hvilket klart er bedre end ingenting, og giver en super dejlig smag til retten.

Derudover har jeg anvendt hvidkål, gulerødder og squash, som alle er milde i smagen, og derfor ikke tager overhånd i saucen. Hvidkål og squash er tilsat i begrænset mængde, da de jo er begrænset på low FODMAP diæten, indtil man har afprøvet sin egen tolerance.

Jeg faldt over et tip med at “koge” kødbollerne direkte i saucen, i stedet for i vand i en anden gryde. Det synes jeg virker helt genialt, og giver både mere smag til retten og er meget lettere end at skulle koge dem i en gryde for sig!

Jeg vælger at kalde denne opskrift på boller i karry, for en lidt sundere udgave, da der jo er tilføjet en masse grøntsager til retten. Derudover er der sparet på de mættede fedtsyrer, ved at undgå opbagning med smør, og ved at anvende fedtfattigt kød og madlavningsfløde.

Som du kan se under tip i opskriften, kan du nemt gøre opskriften mælkefri ved at anvende en plantedrik, plantefløde eller jævne saucen med maizena.

Jeg håber du vil prøve min version af boller i karry – vi er i hvert fald vilde med den herhjemme!

 

 

Boller i karry - med masser af grøntsager

En virkelig lækker version af boller i karry, hvor karrysaucen består af blendede grøntsager. En klassisk ret i en lidt sundere udgave, som er et hit hos hele familien! Smager skønt og er nem at lave.
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Kødboller:

  • 500 gram hakket kalv og flæsk eller hakket svinekød (3-7 %)
  • 1 tsk. salt
  • ½ bundt forårsløg (kun grønne toppe)
  • 1 stk. mellemstort æg
  • 1 dl havregryn (glutenfri, hvis du har glutenallergi)
  • peber

Grøntsagssovs:

  • 150 gram squash (svarende til ½ squash)
  • ½ bundt forårsløg (kun grønne toppe)
  • 150 gram hvidkål
  • 80 gram lille pink lady æble (svarende til 1 lille æble)
  • 400 gram gulerødder
  • 2 spsk. hvidløgsolie
  • 3 tsk. karry (tjek, at den den uden løg og hvidløg)
  • 2 tsk. gurkemeje
  • 5 dl svine- eller hønsebouillon uden løg og hvidløg, fx pulver fra Oscar
  • dl madlavningsfløde (kan udelades, se tip) (eventuelt laktosefri)
  • salt og peber

Tilbehør:

  • 3 dl ris
  • evt. purløg eller persille som drys

Sådan gør du
 

Kødboller:

  • Start med at røre kødet sejt med salt i cirka 5 minutter. Det kan gøres på en røremaskine eller elpisker.
  • Hak forårsløg groft, og blend dem med en stavblender.
  • Tilsæt blended forårsløg og æg til farsen. Rør godt sammen.
  • Tilsæt havregryn og peber. Rør sammen. Sæt farsen på køl.

Karrysauce:

  • Snit kål og forårsløg groft. Skær squash i tern og gulerødder i skiver. Skær æblet i tern.
  • Varm olien op i en stor gryde. Tilsæt karry og gurkemeje og svits i et minuts tid.
  • Tilsæt alle grøntsager og æblet, og svits i 5 minutter.
  • Tilsæt bouillon samt lidt salt og peber. Lad grøntsagerne koge møre i cirka 15 minutter.
  • Blend herefter grøntsagerne med en stavblender. Tilsæt madlavningsfløde og blend igen. Smag til med salt og peber.
  • Er konsistensen tykkere end ønsket, kan du tilsætte mere vand eller madlavningsfløde. Er konsistensen for tynd, kan du jævne saucen med lidt maizena.
  • Form farsen til kødboller, og put dem direkte i karrysaucen. Lad saucen simre ved svag varme i 10-14 minutter, indtil kødbollerne er gennemstegte.
  • Kog ris imens.
  • Server kogte ris med karrysauce og kødboller, eventuelt drysses med lidt purløg eller persille på toppen.

Noter

Tip: Hvis du gerne vil lave retten mælkefri, kan du i stedet for madlavningsfløde anvende en plantemælk, fx mandelmælk, rismælk eller risfløde. Du kan også vælge at tilføje lidt mere bouillon og jævne saucen med maizena.
Næringsindhold pr. person:
Energi: 2680 kJ / 640 kcal
Protein: 37 g
Fedt: 23,5 g
-heraf mættede fedtsyrer: 7 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 7 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 3,5 g
Kulhydrat: 67 g
Kostfibre: 7 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering