Her får du opskriften på en fastelavnsbolle af den gammeldags slags. Fastelavnsbollen her er nemlig lavet på gærdej. Som tvist er den bagt med en super lækker marcipan-remonce og fyldt med hindbærskum. Som pynt valgte jeg en citronglassur og lidt frysetørrede hindbær.
Du kan vælge at fylde fastelavnsbollen med andet fyld. Det kunne være flødeskum med en anden slags frugtkompot eller almindelig flødeskum med en klat syltetøj eller æblemos.
Low FODMAP fastelavnsboller
Denne opskrift er velegnet på low FODMAP diæten, da den er baseret på sigtet speltmel. Opskriften er desuden laktosefri, hvis du anvender laktosefri mælkeprodukter, som angivet i opskriften.
Glutenfri fastelavnsboller
Denne opskrift på fastelavnsboller er ikke glutenfri, men hvis du ikke tåler gluten, har jeg hele to opskrifter på glutenfri fastelavnsboller.
Du finder begge opskrifter på glutenfri fastelavnsboller lige her. De glutenfri fastelavnsboller er også low FODMAP.
Ingredienser (ca. 15 små boller)
Brøddej:
- 2 dl mælk (eventuelt laktosefri)
- 25 g gær
- 2 spsk. sukker
- 1 tsk. salt
- 1 æg
- 50 g blødt smør
- cirka 300-400 g sigtet speltmel
- 1 æg til pensling
Marcipan-remonce:
- 100 g blødt smør
- 100 g marcipan
- 100 g sukker
Hindbærskum:
- 3½ dl piskefløde (eventuelt laktosefri)
- 100 g hindbær
- 50 g sukker
- 1 spsk. vand
Pynt:
- Flormelis
- Citronsaft
- Frysetørret hindbær
Sådan gør du
Smuldr gær og opløs det i mælken. Tilsæt sukker, salt og æg. Tilsæt mel lidt ad gangen indtil du får en glat og smidig dej. Ælt herefter den bløde smør ind i dejen. Lad dejen hæve tildækket 1½ time et lunt sted.
Rør blødt smør, sukker og marcipan sammen. Del eventuelt dejen op i mindre portioner, så den er nemmere at rulle ud. Rul dejen ud til en tykkelse på ½-1 cm. Skær dejen til, så du får en firkant. Sker herefter dejen ud, så du får firkanter på cirka. 8-10 cm i bredde og længde.
Kom en klat marcipan-remonce (cirka ½ spsk.) på midten af dej-firkanten. Luk meget omhyggeligt bollen, og placer den på en bageplade med lukningen nedad. Lad bollerne hæve under et klæde i 25 minutter. Imens forberedes hindbærskum.
Kog hindbær, sukker og vand i 5-10 minutter, til hindbærkompotten tykner lidt. Lad hindbærkompotten køle helt af. Pisk fløde til flødeskum og vend hindbærkompot sammen med flødeskum. Du kan selv styre, hvor meget hindbær du vil have i. Smag på den undervejs.
Pensl med æg og bag bollerne ved 200 grader i cirka 10 minutter. Lad dem køle helt af. Flæk dem herefter med en kniv, uden at skære dem helt over. Fyld med hindbærskum, eventuelt med en sprøjtepose. Lav glassur af flormelis og citronsaft, og pynt bollerne med glassur og frysetørrede hindbær.
Næringsindhold pr. person:
Energi: 344 kcal / 1445 kJ
Protein: 5 g
Fedt: 19 g
– heraf mættede fedtsyrer: 11 g
– heraf enkeltumættede fedtsyrer: 6 g
– heraf flerumættede fedtsyrer: 1 g
Kulhydrat: 38 g
Kostfibre: 1 g