En lun og lækker rabarbercrumble med en skefuld creme fraiche eller vaniljeis på toppen er nok nær definitionen på en ægte sommer-dessert!
Rabarber er en fantastisk grøntsag (ja, det er faktisk en grøntsag), som kan bruges i mange forskellige retter. Rabarber anvendes oftest i desserter og søde retter, men kan også bruges bagte i for eksempel en forårssalat. Se for eksempel mine andre lækre opskrifter med rabarber:
- Laktosefri ispinde med bær og rabarber
- Sodavandsis med rabarber
- Rabarbertrifli med creme og makroner
- Nem rabarbertrifli med havregryn
- Jordbær-rarbarber kompot med chiafrø
- Bagte rabarber
- Sprød sommersalat med bagte rabarber
Denne nemme opskrift på rabarbercrumble er lavet med boghvedemel og havregryn. Derfor er den glutenfri laktosefri og egnet på low FODMAP diet. Og som et kæmpe plus, er den super nem at lave!
Den kan selvfølgelig også spises selvom du ikke følger nogle af disse diæter. Du kan erstatte boghvedemel med hvedemel, hvis den ikke behøver at være low FODMAP og glutenfri.
Ingredienser (6 personer)
Rabarber:
- 450 g rabarber
- 1 tsk. kanel
- 4 tsk. rørsukker
- ½ vaniljestang
Crumbledej:
- 100 g smør
- 70 g rørsukker
- 80 g boghvedemel
- 80 g havregryn eller boghvedeflager
- Cremefraiche, vaniljeis eller skyr (evt. laktosefri)
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 160 grader.
Vask rabarberne og skær dem i tern (1-2 cm). Vend dem med kanel, sukker, vaniljekorn og kom dem i et smurt, ildfast fad. I en skål blandes sukker, mel og gryn. Smuldr smør i – blandingen skal smuldres helt fint.
Kom herefter crumblen henover rabarberne, og bag rabarbercrumblen i 45 minutter i ovnen indtil crumblen er lysebrun og sprød, og indtil at rabarberne er møre. Den lune rabarbercrumble serveres gerne med cremefraiche, is eller skyr til.
Næringsinfo pr. person:
Energi: 1240 kJ / 295 kcal
Protein: 2,5 g
Fedt: 14 g
Kulhydrat: 38 g
-heraf kostfibre: 4 g