Gammeldags havregrynskager må helt ærligt være de letteste småkager, man kan lave! De knasende, sprøde havregrynskager består af få ingredienser, og så tager de vitterligt 5 minutter at røre sammen og 10 minutter at bage. Gammeldags havregrynskager plejer at være et hit hos både børn og voksne, og så er de jo oplagte til uventede gæster, da de meget hurtigt kan laves. Få min opskrift på low FODMAP havregrynskager lige her.

 

Gammeldags havregrynskager

Havregrynskager er lidt af en klassiker i det traditionelle “mormor” køkken. Jeg har egentlig ikke selv nogen særlig tydelig erindring om, at min egen mormor har lavet havregrynskager. Til gengæld lavede min mormor de bedste cornflakessmåkager, som du også kan finde opskriften på her på min hjemmeside.

Det geniale ved gammeldags havregrynskager er både, at de laves af få ingredienser, som man ret ofte har liggende allerede, men også, at de er så sindyssygt nemme at lave! Det er også en virkelig nem opskrift for børn at være med til, fordi alle ingredienser blot skal røres sammen og sættes som dutter på en bageplade.

Den her opskrift på havregrynskager er helt uden nogen smagsgivere andet end lidt vanilje. Men de bliver naturligvis også skønne af at blive dyppet i chokolade. Eller med lidt appelsinsskal i dejen! En anden klassisk version er havregrynskager med smørcreme mellem to småkager. Det lyder helt vildt lækkert, og er noget jeg er nødt til at prøve selv snart!

 

Glutenfri og mælkefri havregrynskager

Denne opskrift på havregrynskager kan ret nemt gøres både mælkefri og glutenfri. For at gøre opskriften mælkefri, skal du anvende en plantebasereret smør i stedet for almindelig smør. Jeg plejer at anvende denne fra Naturli, når jeg bager mælkefri kager (ikke reklame, kun anbefaling).

Hvis du skal gøre opskriften helt glutenfri, skal du vælge glutenfri havregryn og erstatte speltmel med for eksempel rismel eller boghvedemel.

 

Klassiske havregrynskager - low FODMAP

 

Havregryns mange gode egenskaber

Havregryn indeholder virkelig mange gode næringsstoffer. Først og fremmest indeholder havregryn en masse gode vitaminer og mineraler. Derudover er havregryn 100 procent fuldkorn. Fødevarestyrelsen anbefaler, at voksne indtager fuldkorn i en mængde på mindst 90 gram om dagen. Det skyldes fuldkorns sygdomsbeskyttende egenskaber, som er dokumenteret for en lang række sygdomme.

Derudover indeholder havregryn cirka 10 gram kostfibre pr. 100 gram. Kostfibre er blandt andet vigtige for vores tarmfunktion, for afføringens konsistens og fungerer som næring for bakterierne i vores tyktarm.

Én af de type fibre, som havre indeholder, er beta-glukaner, der er kendt for at kunne sænke blodets indhold af kolesterol.

Derudover er havregryn jo også en nem og billig madvare at skaffe, så der er mange gode grunde til altid at have en pose havregryn stående i skuffen.

 

Andre gode opskrifter low FODMAP opskrifter med havregryn

Det er vist ikke helt nogen hemmelighed, at jeg er helt vild med havregryn! Havregryn er så alsidig en fødevare, og jeg elsker at tilsætte dem i både salte og søde retter for ekstra fibre og næring.

På low FODMAP diæten er havre heldigvis low FODMAP i en pæn portion på omkring 2 dl pr. måltid. Derfor kan havregryn både bruges til morgenmad som grød eller med mælk på, men de kan også tilsættes i en lang række opskrifter.

Jeg plejer næsten altid at tilsætte havregryn til mit low FODMAP brød og bagværk, fordi det er en super nem kilde til flere fibre og fuldkorn i bagværket.

Jeg bruger også havregryn næsten hver gang jeg laver pandekager, især havregrynspandekager til morgenmad. Men min yndlingsopskrift med havregryn må næsten være klassiske havregrynskugler, som jeg kan spise året rundt! Men den lidt sundere udgave med dadler, nemlig low FODMAP dadelkugler med havregryn, er nu også virklig lækker!

 

Gammeldags havregrynskager

Opskrift på klassiske, gammeldags havregrynskager. Så lækre og sprøde, og én af de nemmeste opskrifter, man overhovedet kan komme i nærheden af. Den her opskrift er low FODMAP, og den kan gøre mælkefri og glutenfri, hvis det er nødvendigt.
Forb. tid 8 minutter
Tilb. tid 11 minutter
Antal 18 stk.

Ingredienser
  

  • 80 gram smør, ægte (eller plantesmør, fx BLOCK fra Naturli, hvis opskriften skal være mælkefri)
  • 120 gram havregryn (glutenfri, hvis du har glutenallergi)
  • 130 gram sukker
  • 1 tsk. vaniljepasta (eller vaniljesukker eller korn fra ½ vaniljestang)
  • 1 stk. mellemstort æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron (kan udelades)
  • 1 spsk. sigtet speltmel (eller boghvedemel eller rismel, hvis opskriften skal være glutenfri)
  • 1/4 tsk. salt

Sådan gør du
 

  • Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  • Smelt smør i en gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen.
  • Bland smeltet smør og alle de andre ingredienser i en skål. Lad det stå og trække i et par minutter.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir. Sæt små toppe af dejen med en teske. Der skal bruges 1 teske med top pr. småkage. De flyder meget ud, så der kan være 6-8 stk. på én plade.
  • Bag småkagerne i cirka 10-12 minutter i ovnen. Jeg plejer at give mine omkring 11 minutter for at få dem rigtig sprøde, men du skal holde øje med dem de sidste minutter, fordi lige pludselig kan de blive brændte.
  • Lad småkagerne køle lidt af på bagepladen, inden du overfører dem til en rist. De vil stadig være ret bløde mens de er varme.

Noter

Næringsindhold pr. stk (ved 18 stk.)
Energi: 390 kJ / 90 kcal
Protein: 1 g
Fedt: 4,4 g
-heraf mættede fedtsyrer: 2,4 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 1,3 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 0,3 g
Kulhydrat: 11,5 g
Kostfibre: 0,7 g

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering