Det er tradition at spise varme hveder til Store Bededag, men som meget tydeligt fremgår af bollernes titel, så er hveder svært at forene med en FODMAP-venlig livsstil og derudover også en glutenfri livsstil.

Traditionelle hveder er luftige og lette, hvilken ikke et let at skabe med FODMAP-venlige og glutenfri meltyper. Anvendes en melblanding, der er beregnet til lyst og fint bagværk, kan det dog lykkes at få et godt resultat, hvor smagen er i top.

I denne udgave har jeg brugt Schärs Melmix C, som netop er velegnet til denne type bagning. Resultatet blev nogle flotte, luftige og smagfulde hveder, som godt nok smuldrer lettere end traditionelle hveder, men som sagtens kan lade sig spise med velbehag. De er bedst den dag, de bages, men fungerer stadig fint dagen efter, når de har fået en tur i ovnen eller på brødristeren.

Du kan med fordel sørge for at severe dem med blødt smør, så de ikke ødelægges af en kold, hård smør, der er svær at smøre på. Hvederne kan også fint fryses ned.

 

Ingredienser (14 stk.)

  • 25 g gær
  • 3 dl mælk, eventuelt laktosefri
  • 1½ dl vand
  • 1 spsk. fiberHUSK (10 g)
  • 2 mellemstore æg
  • 120 g flydende fedtstof eller smeltet smør
  • 50 g sukker
  • 2 tsk. stødt kardemomme
  • ½ tsk. salt
  • 600 g Schär melmix C

 

Sådan gør du

Bland mælk og vand og varm det op til det er fingervarmt – enten i en gryde eller i en mikrobølgeovn. Smuldr gæren i en stor røreskål og kom væsken heri. Rør gæren ud.

Pisk fiberHUSK i blandingen og lad det stå og trække i et par minutter. Pisk herefter blandingen med en elpisker i cirka 5 minutter.

Tilsæt æg og sukker og pisk videre i et par minutter. Rør herefter mel, kardemomme og salt i blandingen. Dejen røres i 10-15 minutter i en røremaskine eller med dejkroge på en elpisker. Lad herefter dejen hæve tildækket med et fugtigt klæde i 30-45 minutter.

Dejen er ret klistret, og du skal derfor komme en god bunke af melmixen på bordet inden du hælder dejen ud herpå. Ælt dejen sammen, så den er til at forme til boller. Den skal forblive blød, smidig og let klistret – den må ikke blive for fast!

Del dejen i 14 lige store stykker og form dem til runde, høje boller. Placer dem på en bageplade tæt på hinanden, så de kommer til at ramme hinanden når de hæver. Lad herefter bollerne hæve igen med et fugtigt klæde over sig, indtil de rør hinanden. Dette tager cirka en halv times tid.

Pensl bollerne med mælk og bag dem ved 240 grader varmluft i ca. 12 minutter.

 


Næringsindhold pr. hvede:

Energi: 1062 kJ / 252 kcal

Protein: 2,5 g

Fedt: 8 g

Kulhydrat: 41 g

Kostfibre: 2,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *