Halloween muffins med uhyggelig pynt er en sød og sjov idé til halloween. Her har vi lavet chokolade muffins, men det kan i princippet være alle mulige slags muffins man kan pynte. De her halloween muffins er virkelig nemme at lave, og så er de low FODMAP. Få opskriten på de skønne halloween kager her.
Low FODMAP halloween muffins
Herhjemme synes vi det er lidt sjovt at gøre noget ud af halloween med uhyggelig pynt og mad, som har et tvist af halloween. Vi fik lyst til at lave en halloween kage, og vi besluttede os for at lave nogle søde og nemme halloween muffins.
Valget blev chokolade muffins, som vi pyntede med sort glassur og halloween slik. Men det kunne i princippet være alle mulige slags muffins, og halloween pynt på kagerne kunne være en masse forskellige ting. For eksempel har vi set glassur, der ligner spindelvæv samt kager med oreos, der ligner flagermus.
Opskriften her er god til børn, fordi den er nem at gå til, og fordi børnene kan være med til at pynte kagerne med glassur og slik. Herhjemme er pytning af kager i hvert fald et hit.
Opskriften her er low FODMAP fordi der anvendes sigtet speltmel i stedet for hvedemel. Opskriften har en meget lavt indhold af laktosefri, og den derfor stort set laktosefri. Opskriften kan også gøres mælkefri ved at anvende plantebaseret smør i stedet for ægte smør.
Andre low FODMAP kager
Du kan finde mange flere opskrifter på low FODMAP kager og low FODMAP muffins på min hjemmeside. Du kan for eksempel prøve den her opskrift på makronmuffins med rabarber og fersken eller den her opskrift på mini cheesecake muffins.
Du kan også finde inspiration til flere low FODMAP kager på Monash University’s hjemmeside. For eksempel ser de her muffins med blåbær og mandler rigtig gode ud.
Halloween muffins - low FODMAP opskrift
Ingredienser
- 2 stk. æg
- 1½ dl sukker
- 150 gram ægte smør (eventuelt plantebaseret, hvis den skal være mælkfefri)
- 50 gram mørk chokolade (ca. 55 % kakaoindhold)
- 2 dl sigtet speltmel
- 1 tsk. bagepulver
- 3 tsk. kakaopulver
- ½ tsk. fint salt
- 12 stk. muffinsforme
Pynt
- 2½ dl flormelis
- sort frugtfarve
- halloweenslik
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Smelt smør og chokolade sammen i en lille gryde ved lav varme.
- Kom æg og sukker i en skål og pisk det med en elpisker til det er luftigt.
- Bland mel, bagepulver, kakaopulver og salt i en skål for sig, og rør det forsigtigt sammen med en gaffel.
- Kom melblandingen ned til den piskede æggemasse, og vend det forsigtigt sammen, så luften ikke forsvinder fra dejen.
- Tilføj den smeltede smør/chokolade blanding, og vend det forsigtigt til klumperne er rørt ud.
- Fordel dejen i 12 muffinsforme (papir eller silikoneforme). Bag dem i ovnen i ca 12 minutter. De må gerne være lidt klæg i midten, når de tages ud.
- Lad kagerne køle af og pynt dem derefter med glassur og slik.