Hjemmelavet low FODMAP fond er slet ikke så svært at lave som man tror! Det tager lidt tid at lave, men fonden passer sig selv i gryden, så derfor er det ikke det store arbejde.

Hønsefond / kyllingefond på hel kylling

En virkelig let måde at lave hjemmelavet fond på, er ved at koge fonden på en helt kylling. Det er smart, fordi kyllingekødet kan bruges til aftensmaden eller frokosten, mens skroget bruges til fonden.

Jeg putter lidt grønt og krydderurter i min fond for at give den mere smag! Du kan naturligvis vælge andre krydderurter og grøntsager, end dem jeg har valgt. Du kan for eksempel også anvende pastinak, persillerod, hvidkål, grønne porretoppe eller koldselleri.

 

Hvad kan jeg bruge en hjemmelavet fond til?

Du kan bruge en hjemmelavet fond til saucer, gryderetter, kødsovs og supper. Du kan for eksempel bruge din hjemmelavede fond til den her skønne one pot pasta med pølser.

Hjemmelavet fond holdbarhed

Du kan sagtens opbevare din fond i køleskabet i 3-4 dage. Herefter er det bedst at fryse den ned i mindre portioner. I selve opskriften kan du læse mit tip til, hvordan du lettest fryser din fond ned.

 

Ingredienser til hjemmelavet low FODMAP fond uden løg og hvidløg (cirka 1,8 liter)

  • 1 spsk. hvidløgsolie
  • 1 hel kylling
  • 10 stk. peberkorn
  • 3 stk. laurbærblade
  • 2 kartofler
  • 2 gulerødder
  • grønne toppe fra 1 bundt forårsløg
  • 1 bundt friskekrydderurter, fx rosmarin, timian og persille
  • Cirka 2 liter vand

 

Sådan gør du

Kom alle ingredienserne til fonden ned i en stor gryde. Bring det hele i kog, og lad kyllingen simre i cirka 1 time. Herefter tages kyllingen op og kødet pilles fra. Kyllingekødet kan gemmes til aftensmad, frokost eller lignende. Kom hele skroget og alle ben ned i gryden igen. Lad det koge i minimum 4-5 timer med låg – ellers bliver din fond ikke særlig smagfuld.

Når det har kogt 4-5 timer, koges det omkring 30 minutter uden låg på. Herefter hældes grydens indhold gennem en sigte. Du har en stor portion dejlig fond, som du kan bruge til brun sovs. Du kan bruge resten af din fond til en suppe og gryderetter. Frys den gerne ned i mindre portioner, så du kan tage den op ved behov. Du kan for eksempel fryse koncentreret fond ned i en isterningbakke.

Du kan vælge at lade din fond koge endnu længere ind, hvis du skal fryse den ned. På den måde koges vandet fra, og du får en koncentreret fond, der fylder mindre i fryseren. Når du så skal bruge din fond i en ret, kan der altid tilsættes noget ekstra vand. På den måde ender du i sidste ende op med samme resultat!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *