Noget af det bedste ved de kolde vinterdage er, at det er sæson for varmende og mættende supper. Der findes så mange gode supper, at det kan være svært at vælge. I bogen Sund Mave kan du for eksempel finde lækre mave-venlige opskrifter på kartoffel-porresuppe, hønsekødssuppe med timian og risnudler og gullashsuppe. Her på hjemmesiden kan du fx finde opskriften på Hokkaidosuppe med karamelliserede græskarkerner.

I dag får du opskriften på endnu en klassisk klar suppe med kylling, som indeholder masser af sunde og fiberrige vintergrøntsager. I denne opskrift er der også tilføjet champignon, som for nyligt blev testet egnet på low FODMAP diet i en begrænsning på 110 g pr. måltid. Du kan variere indholdet af grøntsager alt efter præference, og hvad du har liggende i køleskab og fryser.

 

Ingredienser til low FODMAP hønsekødssuppe (4 personer)

  • 1 hel kylling (1400-1600 g)
  • 1,7 liter vand
  • 300 knoldselleri
  • 300 g gulerødder
  • 300 g pastinak
  • 200 g kartoffel
  • 300 g champignon fra glas
  • 1 laurbærblad
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • Eventuelt ½-1. spsk. mave-venlig hønse- eller svinebouillon (uden løg og hvidløg)
  • Salt og peber

 

Sådan gør du

Start med at komme kyllingen i en stor gryde sammen vandet, og kog den i 50 minutter. Vend kyllingen én gang undervejs.

Imens kyllingen koger, forberedes grøntsagerne. Skræl grøntsagerne og skær dem i små tern. Når kyllingen er kogt tages den op ad vandet og hen på et fad. Tilsæt nu grøntsager, champignon, laurbærblad, tørrede krydderier samt salt og peber til kyllingevandet, og lad det simre. Pil kødet fra kyllingen, så det er i mundrette stykker. Tilsæt kyllingekødet til suppen, og lad det hele simre til grøntsagerne er møre.

Smag til med salt og peber og eventuelt med bouillon, hvis du synes suppen mangler lidt mere smag.

 

 

 


Næringsindhold pr. person:

Energi: 2031 kJ / 484 kcal

Protein: 40 g

Fedt: 17 g

Kulhydrat: 28 g

Kostfibre: 9,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *