Det her er verdens bedste low FODMAP focaccia brød i bradepande, hvis du spørger mig! Brødet laves over to dage, men lad det ikke skræmme dig. Selvom der er nogle processer undervejs, er det faktisk nemt at lave. Resultatet er et luftigt og svampet focaccia med sprød skorpe.

 

 

Verdens bedste focaccia brød i bradepande

Okay, det er måske lidt selvsikkert at kalde det verdens bedste focaccia brød, men jeg synes oprigtigt, at det er virkelig godt! Og jeg plejer altså også at få stor ros for det, når jeg serverer det.

Jeg har set forskellige opskrifter på de sociale medier, der minder om dette. Jeg har her tilpasset opskriften på focaccia, så den er low FODMAP. Dette focaccia brød i bradepande er et mellemstort brød, men jeg har også prøvet at bage dobbelt portion, som jeg bagte i en stor, dyb bradepande.

Når jeg kalder det verdens bedste focaccia brød er det fordi, at det er det helt rigtige luftige og svampede focaccia brød i midten, og har en lækkert sprød skorpe udenpå.

 

 

 

Low FODMAP focaccia med rosmarin og havsalt

Forudsætningen for et godt focaccia brød er en god sjat olie og rigeligt salt på toppen. Men focaccia brød bliver også virkelig godt, hvis man tilsætte nogle friske krydderurter. Det er faktisk lidt et must for mig. Det kunne sagtens være andet ens rosmarin. Timian er for eksempel også virkelig lækkert!

Min favoritkombination er dog med frisk rosmarin og havsalt. Og med havsalt så mener jeg sådan noget flagesalt. Du kan også sagtens bruge almindelig groft salt, men jeg synes flagesaltet ser så indbydende ud på et brød.

Nu når Monash har testet syltede hvidløg til at være low FODMAP i små mængder (læs mere her), så tænker jeg også det kunne være vildt lækkert at presse et par fed syltede hvidløg i olien som hældes over brødet. Det må prøves en dag!

Brødet er i øvrigt nemt at fryse ned. Når du gerne vil servere det igen, så tø det lidt op på bordet eller i mikrobølgeovnen, og giv det en kort tur i ovnen. Så bliver det lækkert igen!

Du kan servere brødet til alverdens retter, for eksempel supper, gryderetter eller til hjemmelavet tapas. Du kan for eksempel prøve min opskrift på gulerodssuppe med ingefær og lime eller den her ret med kylling i cremet tomat-pestosovs.

 

Low FODMAP focaccia brød i bradepande

Det bedste focaccia brød i bradepande! En lækker low FODMAP opskrift på focaccia brød der er saftigt og svampet inden, og sprødt udenpå. Dette focaccia er med rosmarin og flagesalt.
Forb. tid 14 timer
Tilb. tid 22 minutter
Ret Bagværk
Antal 8 personer

Ingredienser
  

Foccaciadej

  • 4 dl lunt vand
  • 10 g surdejspulver (fra Valsemøllen)
  • 5 g tørgær
  • 1 spsk. ahornsirup eller honning (honning er low FODMAP i små mængder)
  • 2 spsk. raps- eller olivenolie
  • 2 tsk. salt
  • 500 g sigtet, økologisk speltmel

Topping

  • Ca. ½ dl neutral olie
  • 1-2 spsk. flagesalt
  • 1 lille bundt frisk rosmarin

Sådan gør du
 

  • Kom vand i en skål.
  • Tilsæt tørgær, surdejspulver, salt, honning/sirup og olie. Pisk det godt sammen.
  • Tilsæt mel og rør det godt sammen. Dæk skålen til med et klæde, og lad dejen hvile i 10 minutter.
  • Fold dejen ind over sig selv , ind mod midten af skålen, hele vejen rundt (se video). Lad dejen hvile tildækket i 10 minuter igen.
  • Fold igen dejen ind over sig selv , ind mod midten af skålen, hele vejen rundt (se video). Hæld lidt olie omkring dejen i skålen. Sørg for der kommer lidt olie ned under dejen i kanterne, så dejen lettere kommer ud af skålen dagen efter.
  • Dæk til med husholdningsfilm, og sæt på køl til dagen efter (kan også stå 2 dage).
  • Dagen efter tages dejen ud af køleskabet. Kom bagepapir en mellemstor metalbradepande eller springform. Hæld lidt olie over bagepapiret.
  • Kom forsigtigt dejen over på bagepapiret. Fold forsigtigt dejen indover sig selv et par gange. Vend dejen med folden nedad (se videoen).
  • Lad dejen hæve tildækket i 2 timer på køkkenbordet (jeg bruger en tom bageplade som låg).
  • Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
  • Kom alle fingrene i dejen, og tryk forsigtigt i dejen, så den bliver fordelt på bageplade, og de skønne små lufthuller popper op. (se video).
  • Drys med en god sjat olie, salt og frisk rosmarin.
  • Bag brødet ved 220 grader varmluft i 18-22 minutter.

Noter

Næringsindhold pr. portion (ved 8 portioner/personer)
Energi: 1215 kJ / 290 kcal
Protein: 8 g
Fedt: 8 g
-heraf mættede fedtsyrer: 0,5 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 4 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 3 g
Kulhydrat: 45
Kostfibre: 2 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering