Selvom du følger low FODMAP diæten, skal du naturligvis ikke snydes for gammeldags varme hvede til Store Bededag. Få opskriften på luftige hveder eller hvedeknopper bagt på speltmel lige her.
Opskrift på gammeldags luftige hveder – low FODMAP
Jeg tror, at hveder er et bagværk, der deler vandene lidt. Jeg kender flere, som synes hveder er en kedelig og tør bolle, som bestemt ikke behøver at blive serveret hvert år ved Store Bededag.
Personligt synes jeg det er hyggeligt at spise varme hvede eller hvedeknopper, som de også kaldes. Jeg er dog også vild med de fleste traditioner omkring mad! Hveder kan godt blive tørre, men hvis man anvender en god opskrift kan hvederne sagtens blive luftige og lette.
Som med det meste andet hjemmebag, kan hveder sagtens blive tørre dagen efter de er bagt, men så smager de også godt ristet på brødristeren.
Hemmeligheden bag luftige hveder er først at ælte smør i dejen efter mel er blandet sammen med de våde ingredienser. Det gær dejen mere luftig ved bagning.
Ved at anvende sigtet, økologisk speltmel har opskriften et lavere indhold af FODMAPs.
Opskrift på koldhævede hveder
Hvis du gerne vil forberede din dej til hveder dagen før servering, så kan det sagtens lade sig gøre at lave koldhævede hveder. På den måde får du helt friske og nybagte hveder på dagen, hvor de skal serveres.
Fordelen ved at lave koldhævede hveder er også, at den langsomme hævning på køl faktisk giver mere smag til brødet.
I opskriften kan du læse dig frem til, hvordan du laver koldhævede hveder.
Opskrift på glutenfri hveder
Low FODMAP diæten er som udgangspunkt ikke en glutenfri diæt, da spelt jo kan anvendes på diæten. Spelt er en glutenholdig meltype, som har et lavere indhold af FODMAPs, men som stadig indeholder masser af gluten, hvilket gør den let at arbejde med.
Når man ofte spiser glutenfrit brød på low FODMAP diæten skyldes det, at de fleste naturlig glutenfri meltyper også har et lavt indhold af FODMAPs. Derudover er der selvfølgelig også personer, der ikke tåler gluten, som følger low FODMAP diæten. De kan dermed ikke anvende spelt i deres kost, og må anvende glutenfri bageopskrifter.
Varme hveder med spelt - low FODMAP
Ingredienser
- 30 gram gær
- 1½ dl lun minimælk (eventuelt laktosefri)
- 1 stk. mellemstort æg
- 1 spsk. sukker
- ½ tsk. salt
- 1 tsk. kardemomme
- Ca. 330-350 gram sigtet, økologisk speltmel
- 60 gram ægte smør, stuetempereret
Sådan gør du
- Rør gær og lun mælk sammen i en skål.
- Tilsæt æg og sukker og pisk let sammen.
- Tilsæt mel (hold lidt igen og vurder konsistensen), kardemomme og salt og rør dejen i 5-8 minutter, gerne på røremaskine. Du kan også ælte dejen i hånden. Dejen skal være glat og smidig og ikke alt for klistret.
- Ælt herefter den bløde smør ind i dejen.
- Dæk skålen til med film og lad dejen hæve i 45-60 minutter. Hvis du gerne vil lave koldhævede hveder, så se tip nederst i opskriften.
- Opdel herefter dejen i 8 lige store stykker. Form til boller som vist i videoen her.
- Sæt dem i et lille fad beklædt med bagepapir, så hvederne ligger helt tæt. Det giver den karakteristiske form, hvor hvederne "rives" fra hinanden, når de er færdigbagte.
- Lad dem efterhæve i cirka 30-45 minutter under et fugtigt klæde eller med husholdningsfilm over.
- Pensel hvederne med sammenpisket æg.
- Bag hvederne 15-18 minutter ved 200 grader varmluft.
Noter
Næringsindhold pr. hvede:
Energi: 989 kJ / 235 kcal Protein: 7,5 g Fedt: 6,5 g -heraf mættede fedtsyrer: 3,5 g -heraf enkeltumættede fedtsyrer: 2 g -heraf flerumættede fedtsyrer: 0,5 g Kulhydrat: 36 g Kostfibre: 0,5 g