I min barndom var det altid tradition til jul, at min mormor bagte småkager til os andre i familien. Hun bagte altid tre forskellige slags småkager, som vi fik i fine gamle kagedåser. Der var tale om vaniljekranse, jødekager og mine yndlings; cornflakeskager.
Det er efterhånden nogle år siden, at min mormor holdt op med at bage så mange småkager, som der skulle til for at hele familien kunne få til jul. Og det var virkelig også mange, hun skule bage!
Forleden, da jeg ryttede op i nogle sager, fandt jeg pludselig en håndskrevet opskrift fra min mormor på de elskede cornflakeskager. Og så var der ingen tvivl – dem var jeg straks nødt til at bage. Og jeg må sige, at de stadig er lige så gode som jeg husker dem!
Da min mormor var på besøg nogle dage efter, serverede jeg småkagerne for hende, og hun blev naturligvis rigtig glad! Jeg tror de fleste bedstemødre bliver glade, når de kan opleve, at de traditioner, som de har været med til at starte, bliver ført videre til de næste generationer. Jeg synes i hvert fald også, at der er noget rigtig hyggeligt ved at føre familietraditioner og familieopskrifter videre.
Så her kommer opskriften på indbegrebet af min barndoms-jul: cornflakeskager!
Jeg har som ekstra bonus forsøgt at lave småkagerne glutenfri også, og det fungerede helt fint. Så du kan også afprøve disse småkager, hvis du har glutenallergi. Begge udgaver er low FODMAP.
Ingredienser (cirka 42 stk.)
- 250 g smør, blødt
- 250 g sukker
- 2 tsk. vaniljesukker
- 1 nip salt
- 2 mellemstore æg
- 120 g sigtet speltmel eller lys glutenfri mel (jeg anvendte denne glutenfri melblanding fra Semper)
- 2 tsk. bagepulver (husk at anvende glutenfri, hvis du ikke tåler gluten)
- 130 g cornflakes (husk at anvende glutenfri, hvis du ikke tåler gluten)
- 100 g mørk chokolade (husk at tjekke for gluten, hvis du ikke tåler gluten)
Sådan gør du:
Pisk blødt smør, sukker, vaniljesukker og salt sammen med en elpisker. Tilsæt æg og pisk igen.
Bland mel og bagepulver, og rør det i dejen. Tilsæt hakket chokolade og rør igen. Knus cornflakes (bare groft med hænderne) ned i dejen, og rør igen.
Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn (ikke varmluft). Beklæd bradepander med bagepapir. Der skal bruges 4 bradepander, da kagerne flyder ud. Hvis du kun har 2 eller 3 bradepander, bager du selvfølgelig bare af flere omgange.
Sæt kagerne som kugler som vist på nedenstående billede. husk at lave god afsatand mellem dem.
Bag småkagerne i 10-12 minutter i ovnen. Du kan sagtens have 2 plader i ovnen på én gang. Lad dem køle af et øjeblik på pladerne, inden du flytter dem hen på en rist eller lignende til at køle helt af.
Opbevar småkagerne i lufttætte kagedåser, så de holder sig sprøde.
Næringsindhold pr. stk:
Energi: 105 kcal / 445 kJ
Protein: 1 g
Fedt: 6 g
– heraf mættede fedtsyrer: 4 g
– heraf enkeltumættede fedtsyrer: 2 g
– heraf flerumættede fedtsyrer: 0 g
Kulhydrat: 12 g
Kostfibre: 0 g