Det er ret genialt at lave sovs af grøntsager, fordi man på den måde kan få tilført en masse ekstra grøntsager til sin ret! Det er især en smart måde at få ekstra grøntsager til børn. Jeg bruger især grøntsagssovs til pizza, grøntsagssovs til pasta og grøntsagssovs til ris.

 

Tomat grøntsagssovs

Jeg laver min grøntsagssovs med en base af hakket tomat. Hertil er kan det variere, hvilke grøntsager, jeg bruger. Som oftest anvender jeg de grøntsager, jeg lige har liggende. En tomat grøntsagssovs er derfor også en god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på.

I denne grøntsagssovs har jeg puttet forårsløg, porre, peberfrugt, gulerod og squash i. Men jeg har også med succes anvendt aubergine, hvidkål, knoldselleri, broccoli, champignon fra glas og spinat.

Du kan endvidere krydre din tomat grøntsagssovs med lige hvad du har lyst til! Både friske og tørrede krydderurter fungerer godt i. Her har jeg valgt en simpel udgave af stødt paprika og frisk rosmarin.

 

Grøntsagssovs med fløde

Jeg tilsætter altid madlavningsfløde til min grøntsagssovs. Det synes jeg runder sovsen godt af, og giver en god cremet grøntsagssovs. Men madlavningsfløde kan godt udelades eller erstattes af en plantemælk, for eksempel en usødet mandelmælk.

Jeg serverer oftest min grøntsagssovs blendet, da jeg har en lille datter, der ikke bryder sig så meget om om alle grøntsagsstykkerne. Når man blender sin grøntsagssovs, får man derfor en masse næring i sovsen, hvilket er smart til fx pastaretter og pizza, hvor der måske ikke altid er så mange grøntsager i.

 

Stor portion nem grøntsagssovs, der kan fryses

Denne opskrift er til en stor portion. Jeg synes det er smart at lave en stor portion, når man er i gang, fordi den kan holde sig flere dage på køl, og den kan også fryses ned.

Jeg brugte denne her portion til frokost i flere dage, hvor jeg blot spiste den med pasta og masser af parmesanost. Jeg brugte den også som tomatsovs til pizza og til en portion koteletter i tomatsovs med ris til.

Hvis jeg anvender tomatsovssen som pizzasovs undlader jeg dog madlavningsfløde i opskriften!

Jeg har også brugt den til klassisk pasta med kødsovs, hvor jeg tilsatte sovsen i stedet for kun hakket tomat, som jeg ellers normalt ville gøre.

Denne tomat grøntsagssovs smager også formidabelt sammen med pasta og dampet torsk. Du kan også bare servere den som en helt almindelig sovs til for eksempel kylling eller bøffer.

 

Ingredienser til nem grøntsagssovs (stor portion)

  • 2 spsk. hvidløgsolie
  • Grønne toppe fra 1 bundt forårsløg
  • 100 g grønne porretoppe (kan udelades)
  • 2 stk. rød peberfrugt
  • 300 g gulerod
  • 200 g squash
  • 1 dåse hakket tomat
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 3 dl vand
  • 2 tsk. sød paprika
  • 1 spsk. frisk rosmarin
  • 1 tsk. sukker
  • 1 spsk. rød balsamico
  • Salt og peber
  • 2½ dl madlavningsfløde (eventuelt laktosefri). Hvis opskriften skal være vegansk, kan du i stedet tilsætte en plantemælk, fx usødet mandelmælk.

 

Sådan gør du

Start med at snitte alle grøntsager groft. Varm olien op i en stor gryde, og svits først løgtoppe, porretoppe og tomatpuré heri. Tilsæt de sidste grøntsager, hakket tomat, vand, krydderier, sukker og balsamico. Tilsæt også salt og peber. Lad det hele simre i 15-20 minutter indtil grøntsagerne er møre.

Blend herefter sovsen med en stavblender. Tilsæt madlavningsfløde og blend kort igen. Smag til med salt, peber og eventuelt flere krydderier.

 

 


Næringsindhold pr. 100 g:

Energi: 235 kJ / 55 kcal

Protein: 1,5 g

Fedt: 3,5 g

-heraf mættede fedtsyrer: 1,5 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 0,5 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 0,5 g

Kulhydrat: 4,5 g

Kostfibre: 1,5 g

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *