Nudler med hakket svinekød og grøntsager er en skøn og nem ret, som kan spises på low FODMAP diæten. Den har masser af smag fra dejlige, asiatiske ingredienser, og så kan den varieres på mange forskellige måder. Så mangler du inspiration til nem low FODMAP aftensmad med asiatiske smage, så tjek denne opskrift ud!

OBSDenne opskrifter indeholder ikke reklamer, blot anbefalinger til en række produkter.

 

Nem wokret med hakket svinekød og grøntsager

Jeg elsker nudler og asiatiske smage som sojasauce, sur sød chili sauce, lime, ingefær og så videre. Jeg plejer at lave mine nudelretter i en wok, fordi der er plads til at lave en stor portion, men du kan også sagtens lave retten på en stor pande.

I denne wokret med nudler har jeg anvendt hakket svinekød, fordi det er super nemt at tilberede, giver god smag og ofte kan fås billigt. Men du behøver ikke bruge hakket svinekød. Du kan også lave retten med hakket kylling eller hakket oksekød.

Jeg har i denne opskrift valgt at bruge forårsløg, gulerødder, hvidkål og sukkerærter, men du kan sagtens vælge andre low FODMAP grøntsager. Bemærk, at mængden af sukkerærter ikke så stor, da de har et relativt højt indhold af FODMAPs. Men den tilsatte mængde er low FODMAP, når portionen deles i fire.

Jeg har i opskriften valgt at bruge nogle helt almindelige risnudler, som kan fås i de fleste supermarkeder. Du kan også købe nogle risnudler, som er mere brede, de er virkelig gode til wok. Og ellers kan jeg også anbefale denne glutenfri pasta fra Semper som nudler.

 

nudler med hakket svinekød og grøntsager low fodmap

Vegetarisk wokret med tofu, æg og grøntsager

Du kan sagtens bruge denne grundopskrift på wokret med nudler til en vegetarisk eller vegansk udgave også. I så fald kunne du i stedet for hakket svinkekød rive fast tofu eller anvende tofu i små tern.

Det er også virkelig lækkert med æg i nudelretter, hvis retten gerne må være med æg. Du kan starte med at stege æg lidt ala røræg i wokken, tage det fra mens resten af retten laves, og så tilfæje det stegte æg til sidst.

 

Hvidløg på low FODMAP diæten

I denne opskrift vil du nok bemærke, at der er tilsat hvidløg i form af syltede hvidløg samt sur sød chili sauce, som oftest indeholder lidt hvidløg.

Monash University har testet, at små mængder sur sød chili sauce med små mængder hvidløg i, stadig er low FODMAP. Derudover har de også testet, at små mængder syltet hvidløg er low FODMAP, idet syltelagen trækker en del FODMAPs ud af hvidløgene.

Du kan for eksempel købe syltede hvidløg her.

 

Opskrifter til low FODMAP aftensmad

Jeg håber du har lyst til at prøve min opskrift på nudler med hakket svinekød og grøntsager. Du kan desuden finde mange flere opskrifter til low FODMAP aftensmad her på min hjemmeside.

Hvis du ønsker en begyndervenlig og familievenlig madplan til low FODMAP diæten, kan du kigger nærmere i min webshop. Her kan du får kun 49 kroner købe en 14 dages low FODMAP madplan til aftensmad.

 

Nudler med hakket svinekød og grøntsager

Nem og lækker wokret med nudler, hakket svinekød og grøntsager. Dejlige, asiatiske smage fra blandt andet soja og ingefær. Super nem ret til low FODMAP aftensmad.
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 spsk. sesamolie eller neutral olie
  • 300 gram risnudler (gerne brede risnudler)
  • 400 gram hakket svinekød
  • 1 bundt forårsløg (kun de grønne toppe)
  • 3 mellemstore gulerødder
  • 16 stk. sukkerærter (60 gram)
  • 250 gram hvidkål (eventuelt spidskål, se tekst før opskrift)

Dressing / marinade

  • dl vand
  • 2 fed syltede hvidløg
  • ½ spsk. bouillonpulver (uden løg og hvidløg, fx hønsebouillon fra Oscar)
  • 1 spsk. brun farin
  • 1 spsk. fintrevet ingefær (ca. 4-5 cm stykke frisk ingefær)
  • 3 spsk. sur sød chili sauce (mågodt indeholde lidt hvidløg, se tekst før opskrift)
  • 2 spsk. sojasauce
  • 2 spsk. teriyakisauce
  • ½-1 stk. lime, saften herfra (kan udelades)

Jævning

  • ½ dl vand
  • 3 spsk. maizena (majsstivelse)

Sådan gør du
 

  • Start med at sætte en gryde med letsaltet vand til at koge. Dette er til risnudlerne.
  • Snit kålen fint, skær trynde strimler af gulerod med en kartoffelskræller og skær sukkerærter i mundrette stykker.
  • Bland alle ingredienser til dressingen / marinaden i en skål.
  • Bland vand og maizena i en anden skål.
  • Varm en wok eller stor pande med olien på. Tilsæt hakket svinekød, og brun det godt af. Tilsæt herefter alle grøntsagerne, og lad dem svitse med i 5 minutters tid.
  • Kog imens risnudlerne møre efter anvisning på pakken. Skyl dem herefter i koldt vand - så klistrer de mindre sammen.
  • Når grøntsagerne har svitset med kødet, tilsæt da dressingen / marinaden til panden med kød og grønt. Lad det simre 2 minutter, og tilsæt herefter jævningen. Lad det simre 2 minutters tid igen.
  • Tilsæt risnudlerne til panden, og vend det hele sammen.
  • Server eventuelt med lidt ristede sesamfrø på toppen!

Noter

Næringsindhold pr. portion (ved 4 portioner/personer)
Energi: 2320 kJ /  kcal
Protein: 28 g
Fedt: 10 g
-heraf mættede fedtsyrer: 3 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 4 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 2 g
Kulhydrat: 80 g
Kostfibre: 4,5 g

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering