I 2016 gennemførte jeg et forskningsprojekt om forekomsten af irritabel tarmsyndrom hos kvinder med endometriose. Dette skete i samarbejde med Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Endometriose Foreningen.
Jeg kan nu endelig dele resultaterne fra denne undersøgelse, da de i efteråret 2018 blev publiceret i et internationalt tidsskrift.
Helt overordnet viser resultaterne fra forskningsundersøgelsen en markant øget forekomst af irritabel tarmsyndrom (IBS) hos kvinder med endometriose sammenlignet med kvinder uden endometriose. Undersøgelsens resultater understreger behovet for tværfaglig behandling af endometriose. Resultaterne understreger også et behov for yderligere forskning i, hvordan mave-tarmproblemer hos kvinder med endometriose kan behandles.
Du kan læse mere om undersøgelsen herunder.
Hvad er endometriose?
Endometriose er en kronisk underlivssygdom, som rammer 5-10 % af kvinder i den fødedygtige alder. Ved endometriose ses livmoderslimhinde andre steder end i livmoderen, hvilket kan forårsage en række invaliderende symptomer, herunder underlivssmerter, menstruationssmerter, træthed, infertilitet samt mave-tarmproblemer.
Sygdommen har store negative konsekvenser for både den enkelte kvinde og for samfundet. Symptomerne ved endometriose stemmer ikke altid overens med sværhedsgraden af sygdommen eller placeringen af endometriose-vævet, og derfor kan kvinder med mild grad af endometriose fortælle om store gener, imens kvinder med svær grad af endometriose kan være mindre påvirkede.
Sammenhæng mellem endometriose og irritabel tarmsyndrom
Kvinder med endometriose fortæller ofte om at være generet af mave-tarmsymptomer, der stemmer overens med symptomer på mave-tarmlidelsen IBS. Selvom flere undersøgelser har peget på en øget forekomst af IBS hos kvinder med endometriose sammenlignet med kvinder uden endometriose, så mangler der stadig undersøgelser af høj kvalitet til at undersøge forekomsten, hvor der samtidig tages højde for, om der sidder endometriose i tarmen.
Formålet med denne undersøgelse var derfor at undersøge forekomsten af IBS hos kvinder med endometriose sammenlignet med kvinder uden endometriose, samt at undersøge om forekomsten af IBS var relateret til endometriose i tarmene.
Hvordan foregik undersøgelsen?
Undersøgelsen blev foretaget som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse. I undersøgelsen deltog 254 kvinder med endometriose og 102 uden endometriose.
Kvinderne blev blandt andet spurgt ind til en række symptomer fra mave-tarmområdet, herunder de internationale diagnosekriterier for IBS, og de blev spurgt, om de havde en IBS-diagnose fra deres læge.
Hvad viste resultaterne i undersøgelsen?
Resultaterne viste overordnet, at kvinder med endometriose havde omkring 5 gange større risiko for at have IBS sammenlignet med kvinder uden endometriose. Forekomsten af IBS var således 67 % hos kvinderne med endometriose. Derudover viste resultaterne, at den øgede forekomst af IBS gjaldt både kvinder med og uden endometriose i tarmen. Resultaterne peger på, at den øgede forekomst af IBS ikke hænger sammen med placeringen af endometriose.
Resultaterne i denne undersøgelse understreger behovet for en tværfaglig behandling af endometriose, hvor mave-tarmproblemerne i høj grad bør tages alvorligt og behandles. Yderligere forskning i området bør undersøge, hvordan mave-tarmproblemer optimalt behandles hos kvinder med endometriose.
Resultaterne fra denne undersøgelse blev præsenteret på verdenskongressen for endometriose i Vancouver 2017 og undersøgelsen blev i 2018 publiceret i det internationale tidsskrift ”European Journal of Obstetrics and Gynecology and Reproductive biology”.
Har du spørgsmål til undersøgelsen er du velkommen til at kontakte mig på mail miaschomacker@outlook.com.
Kilde: Mia L. Schomacker, Karina E. Hansen, Cecilia H. Ramlau-Hansen, Axel Forman. Is endometriosis associated with irritable bowel syndrome? A cross-sectional study. European journal of obstetrics and gynecology and reproductive biology.