Jeg elsker kager og desserter med rarbarber, og jeg har efterhånden en del opskrifter med rarbarber her på siden.

Der var flere, der på min Facebookside efterspurgte en opskrift på rarbarbertærte uden gluten og uden mælk. Derfor besluttede jeg mig for at udvikle en opskrift på rabarbertærte med vaniljecreme, som er helt uden gluten og mælk. Tærten er desuden også low FODMAP.

Opskriften her er ikke reklame.

Glutenfri og mælkefri rabarber tærte

Jeg havde i denne opskrift oprindeligt valgt at anvende en glutenfri melblanding fra Amo, som kan købes i mange større supermarkeder og hos nemlig.com. Desværre er denne melblanding nu udgået, og derfor har jeg været nødt til at afprøve nogle andre blandinger.

Jeg endte med en melblanding fra Doves farm, som jeg har anvendt før med gode resultater. Derudover tilsatte jeg xanthan gum, som forbedrer konsistensen i glutenfri bagværk markant!

For at gøre tærten mælkefri, anvendte jeg Naturli’s smør i blok, som er mælkefri. Jeg synes, der kom en rigtig lækker og velsmagende tærtebund ud af denne kombination!

Derudover anvendte jeg usødet mandelmælk i stedet for almindelig komælk.

Low FODMAP rabarber tærte

Den glutenfri og mælkfri version af opskriften på rabarber tærten, er også low FODMAP. Men hvis du tåler mælk og gluten, kan du altid bare anvende almindelig smør og sigtet speltmel, hvormed tærten stadig er low FODMAP.

Sigtet speltmel kan jo bruges som almindelig hvedemel, og bliver derfor som en “normal” mørdejsbund. Du skal derfor ikke tilsætte xanthan gum, hvis du anvender sigtet speltmel.

Ingredienser (1 stor tærte – 6-8 personer)

Tærtebund:

Rabarber:

  • 250 g rabarber
  • 3 spsk. sukker

Vaniljecreme:

  • 3 æggeblommer
  • 5 spsk. sukker
  • 3 spsk. maizena (majsstivelse)
  • 1 hel vaniljestang
  • 4 dl mandelmælk (usødet) (eller almindelig mælk, eventuelt laktosefri)

Sådan gør du:

Skær smør i tern og kom det i en skål. Tilsæt sukker, mel, xanthan gum og salt. Smuldr dejen mellem hænderne, så det bliver til “krymmel”. Tilsæt til sidst æg lidt ad gangen og tryk dejen sammen. Det er forskelligt, hvor meget æg der skal bruges, men start hellere med for lidt. Dejen skal være glat og smidig, men undgå at ælte dejen. Kom dejen på køl i 30 minutter.

Skær imens rabarber i små stykker, gerne på skrå. Kom dem i en skål og bland dem sammen med 3 spsk. sukker.

Rør æggeblommer, sukker, korn fra vaniljestang og maizena sammen i en skål. Kom mælk og vaniljekorn samt den tomme vaniljestang i en gryde. Bring mælken i kog og skru lidt ned. Hæld æggemassen langsomt i den varme mælk mens du pisker. Bring cremen til kogepunktet og varm den godt igennem i 2 minutter. Tag herefter cremen af varmen og lad den køle af på køkkenbordet.

Tænd ovnen på 180 grader. Tag dejen ud af køleskabet. Smør en tærteform på cirka 20-25 cm i diameter, og tryk dejen ned i fadet med hænderne. Prik i dejen med en gaffel. Bag tærtebunden i 14 minutter.

Tag tærten ud af ovnen. Fordel cremen i tærten, og tilføj rarbarber. Du kan lægge rabarberstykkerne tilfældigt i eller du kan forsøge at lave et pænt mønster. Bag tærten i 20-25 minutter ved 180 grader.

OBS: tærten på billedet er mindre end den, der er angivet i opskriften. Jeg havde ikke en stor tærteform tilgængelig og lavede derfor flere små tærter i stedet for én stor.

 


Næringsindhold pr. person (ved 8 personer)

Energi: 1526 kJ / 363 kcal

Protein: 4 g

Fedt: 15 g

-heraf mættede fedtsyrer: 5 g

-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 6,5 g

-heraf flerumættede fedtsyrer: 2,5 g

Kulhydrat: 52 g

Kostfibre: 3 g