Hjemme hos os er de her spinatboller gået hen og blevet meget populære siden jeg for nyligt gik i gang med at udvikle opskriften. Bollerne er virkelig bløde og saftige, hvilket gør dem perfekte til både madpakke, sandwich, frokost, morgenmad og meget mere.
Vi nåede at bruge denne portion til både eftermiddagssnack, til morgenmad og som burgerboller til aftensmad.
Selvom der er meget spinat i bollerne, så smager de faktisk meget lidt af spinat! Så også personer, der ikke er så glade for spinat, burde kunne være med.
Da spinaten bliver blendet fint, er det heller ikke til at se, der er så meget spinat i – andet end den grønne farve.
Bollerne er low FODMAP, selvom de ikke langtidshæves. Det skyldes, at det udelukkede er lavet af sigtet speltmel. Havregryn og spinat er med til at øge fiberindholdet, når nu der ikke tilsættes fuldkornsspeltmel.
Ingredienser (cirka 16 stk.):
- 2 dl yoghurt naturel eller kærnemælk (eventuelt laktosefri)
- 1½ dl vand
- 40 g gær
- 200 g frisk spinat
- 1 spsk. ahornsirup (eller 2 tsk. sukker)
- ½ dl neutral rapsolie
- 1 æg
- 50 g havregryn
- 2 tsk. groft salt
- Cirka 600 g sigtet, økologisk speltmel (det er økologisk sigtet speltmel, der er testet af Monash University. Min erfaring er dog, at konventionel sigtet speltmel tåles lige så fint som den økologiske – det SKAL dog være sigtet! Læs mere ved at klikke HER.)
Sådan gør du:
Kom yoghurt/kærnemælk, vand, spinat, sirup/sukker og olie ned i en blender. Blend massen grundigt. Tilsæt herefter 1 æg og blend kort igen.
Kom spinatmassen op i en skål og udrør gæren heri. Tilsæt havregryn og salt og rør det grundigt sammen.
Tilsæt sigtet speltmel. Tilsæt ikke det hele på én gang. Det kan variere fra gang til gang hvor meget, der skal bruges. Du skal kunne ælte dejen på bordet og forme den til boller med en pæn og glat overflade. Så dejen skal være let klistret, men ikke så klistret, at du ikke kan forme dem. Du kan komme lidt mel på fingrene, når du skal forme bollerne.
Lad deje stå og hæve i en times tid med et fugtigt klæde over. Form bollerne og placer dem på en bageplade med bagepapir. Fugt hænderne med vand efter hver bolle du former, så klistrer de ikke fast på hænderne. Lad dem hæve et lunt sted med et fugtigt viskestykke over sig i cirka 1-1½ time.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Bag bollerne i cirka 10-12 minutter. Hold øje med dem efter 8-10 minutter. Tag bollerne ud og lad dem køle af på en rist.
Næringsindhold pr. stk.:
Energi: 765 kJ / 182 kcal
Protein: 5,5 g
Fedt: 3,8 g
-heraf mættede fedtsyrer: 0,5 g
-heraf enkeltumættede fedtsyrer: 1,5 g
-heraf flerumættede fedtsyrer: 1 g
Kulhydrat: 30 g
Kostfibre: 4,5 g