Denne skønne salat indeholder en masse af forårssæsonens lækre grøntsager, og tager sig utroligt flot ud, når den anrettes på et smukt fad. Salaten vil være perfekt til forårets gæster, og vil især gøre sig godt til en påskemiddag.
Vidste du, at rabarber faktisk er en grøntsag? Hvis du endnu ikke kan skaffe rabarber, kan de erstattes med en anden grøntsag eller frugt, for eksempel vil røde druer gøre sig godt. Til påske burde det dog være muligt at finde de første rabarber i butikkerne, da de er i sæson i april.
Opskriften rækker i hvert fald til fire personer, men kan måske række til flere, da portionen er ret stor. Det vil afhænge af, hvor sultne de spisende personer er, og om der serveres andet mættende tilbehør til.
Ingredienser (4 personer)
- 100 g rabarber
- 1 tsk. sukker
- ½ tsk. vaniljepulver
- 100 g friske spinatblade
- 1 agurk
- 100 g edamamebønner (fra frost)
- 8-10 radiser
- 100 g fetaost (i blok)
- Eventuelt brøndkarse til pynt
Sådan gør du
Start med at skære rabarber i skrå skiver, og vend dem med sukker og vaniljepulver. Placer dem på en bradepande beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 8 minutter ved 160 grader varmluft. Lad dem køle af.
Imens fordeles spinat udover et fad. Halver agurken på langt, og skrap det “våde” kød ud. Skær herefter agurken i halvmåner, og fordel udover spinaten. Skær radiser i tynde skiver, og fordel dem over salaten. Hæld kogene vand over edamamebønnerne, hæld vandet fra og fordel dem herefter over salaten. Top salaten med rabarberne, smuldret fetaost og eventuelt brøndkarse.
Næringsindhold pr. person:
Energi: 500 kJ / 120 kcal
Protein: 7 g
Fedt: 5,5 g
Kulhydrat: 8 g
Kostfibre: 3 g
Har du en god ide som erstatning for radiserne, når jeg ikke lige bryder mig om dem?
Hej Helena,
Jeg tænker radiserne bare kan undværes – og ellers måske erstattes med tynde strimler af gulerod. 🙂
Vh Mia